Cabaretens form & udtryk

En cabaret skal være livfuld, humoristisk over mod det satiriske men også alvorsfuld og dyb. Den stiller større krav til publikum end f.eks. revyen gør. Som cabaretpublikum gennemgår man det store følelsesregister når man lever sig ind i personernes historier, historier der ofte fremstilles råt og usødet.   Den røde tråd er vigtig. Det er ikke blot løsrevne indslag som i f.eks. variete men en ide, en historie der kæder sangene sammen. For det er musik-teater. Fortolkninger af sange som det bærende, kædet sammen af kortere tekst. Men også recitation, af eksempelvis poesi, hører egentlig hjemme i genren.

Begrebet ”Cabaret-teater” blev født i Paris 1881. Det skete med åbningen af ”Chat noir” i bydelen Montmartre. Indehaveren, Rodolphe Salis, var impresario og åbnede her mulighed for at forskellige kunstnere kunne komme og vise deres evner og nyeste ideer. Det kunne være musik, sang, poesi, dans, sketchs m.m.

I underetagen af bygningen var der indrettet et galleri. På 1. sal, dekoreret på middelalderlig vis, lå så lokalet hvor underholdningen foregik og her blev Cabareten født. Byggende på den franske ”Chanson-stil" skabtes her et forum for nye strømninger i kunsten som var pågående, satirisk og frivol.

Stilen var let, uhøjtidelig, til tider improviseret.  Stilen bredte sig hurtigt i området og til resten af Paris. De to mest kendte optrædende fra den tid var Aristide Bruant, ham med det røde halstørklæde fra Toulouse-Lautrec´s berømte billeder og Yvette Gilbert. Komponisten og pianisten Erik Satie, der var del af den nye musik; impressionismen, akkompagnerede og skrev også sange til cabareter.

Omkring århundredeskiftet bredte cabareten sig til Tyskland og fik efterhånden her et nyt centrum; nemlig Berlin. I 1901 åbnede Ernst von Wolzogen stedet ”Ûberbrettl” som blev startskuddet til cabaretens udbredelse i Berlin. Stedet var et gammelt teater og i grunden nok for stort til egentlig at kunne skabe den intime stemning, den nære publikumskontakt som var og er så vigtig for stilarten.  Men andre små steder opstod og nye ideer strømmede.

Hidtil havde cabareten højst været samfunds-kommenterende, men nu blev den mere direkte og antog en mere samfunds-kritisk holdning med rod i den politiske venstrefløj i Tyskland. Her skal nævnes Hans Eisler, Bertolt Brecht og Wolf Biermann.

Musikalsk set var det nu ekspressionismen der florerede, i cabareten hørte man som eksponent for denne genre bl.a. Arnold Schöenberg og Kurt Weill. Senere, i 30’erne og 40’erne, fik også jazzen sin indvirkning på cabareten.

I samme periode blev den nok allermest kendte cabaret-stjerne i Tyskland ”født” nemlig Marlene Dietrich, ”den blå engel”, opkaldt efter hendes gennembrudsfilm af samme navn fra 1930.

I Danmark blev Lulu Ziegler den kendteste eksponent for genren da hun i 1933 åbnede en cabaret i Riddersalen i København. Hun havde været i Berlin og mødt Bertolt Brecht. Det inspirerede hende til at få cabareten til Danmark. Hun fortsatte med cabareter helt op i 50’erne.

I dag findes herhjemme kun få udøvere af stilarten. Jytte Abildstrøm på Riddersalen fører traditionen videre. Det lille bådteater ”Cafe Liva” bør også nævnes og Simon Rosenbaum med sin énmands-cabaret.

Men en unik del af den danske cabaret-historie eksisterer i dag i form af ”Bogense Sommercabaretterne”.